Hammel Furniture bruger digitalisering til at gøre hverdagen nemmere
Med behørig afstand, mundbind og en hel masse sprit, fik jeg lov at besøge Hammel Furniture. Her havde jeg en god og spændende snak med Anne Marie og Jens-Ole om hvordan 'digitalisering' ser ud hos Hammel Furniture. Hammel Furniture er en dansk møbelvirksomhed, som producerer kvalitetsmøbler til hjemmet. Møblerne sælges gennem samarbejdspartnere i norden og resten af verden.
Og selvom Anne Maria og Jens-Ole er beskedne omkring deres 'digitalisering', så har Hammel Funiture faktisk haft en del forskellige digitaliseringsprojekter over de seneste år. Men grunden til at de alligevel er beskedne omkring det er, at de ikke ønsker 'store prangende digitaliseringsprojekter'. De anser derimod digitalisering som en måde at gøre hverdagen nemmere for medarbejderne – og det tillægges stor værdi.
Af samme grund igangsætter Hammel Furniture heller ikke 'bare' nye projekter. Projekterne igangsættes primært, når medarbejdernes behov er stort nok, til at de selv begynder at opfordre til, at der bør igangsættes nye tiltag, som kan assistere dem i deres arbejde og give værdi.
Det var den måde, som virksomheden bl.a. i sin tid fik EDI til at understøtte samhandlen med deres kunder og leverandører, indførte en løsning til at automatisere fakturaer i virksomheden, og mere til. Det er også samme princip der danner grundlag for deres nuværende projekt omkring effektivisering af deres 'logistikcenter'. Og det vil være samme princip der kommer til at være afgørende for, hvornår virksomheden skal have en ny PIM-løsning til bl.a. at styre produktinformationer.
Så selvom digitaliseringsprojekterne altid er behovsdrevne, så er der bestemt ikke mangel på projekter. Det betyder blot, at Hammel Furniture ikke er 'first mover' på ny teknologi for teknologiens skyld. De lader i stedet andre om at prøve nye ting af, og når teknologien er afprøvet – ja, så kan Hammel Furniture komme gnidningsfrit i mål med deres projekter.
Og netop det at komme godt i mål med projekterne er en central del af Hammel Furnitures tilgang til digitalisering - ved at sikre at medarbejderne kan se behovet for de nye tiltag, sikrer virksomheden også, at medarbejderne tager ejerskab i det givne projekt, og rent faktisk får brugt den nye løsning efterfølgende. For derved undgår de at stå med en 'ny smart løsning', som ingen bruger.
Vækst skaber behovet for et effektiviseret logistikcenter
Som nævnt er Hammel Furniture i gang med at effektivisere deres logistikcenter. Behovet opstod helt simpelt, fordi virksomheden vækster. Det var ikke længere nok at ansætte flere lagermedarbejdere, for så skulle der så mange til, at de blot ville gå i vejen for hinanden.
Virksomheden var derfor nødt til at 'hente minutter' andre steder – effektivisere logistikprocessen på lageret. Derfor er Hammel Furniture i gang med at installere tablets på deres trucks, som medarbejderne kører rundt på. Derfra kommer plukningen til at foregå via QR-koder, så data trækkes direkte fra virksomhedens Dynamics AX, og medarbejderne ikke længere er nødt til fysisk at udprinte plukkelister.
Men for at kunne gøre det er der en masse forarbejde, der skal være på plads først - og det er de fortsat i gang med. Dels er det afgørende, at de har styr på deres data. Derfor er de i gang med også at gøre indleveringen på deres lager mere automatiseret. Men for at få det optimale ud af deres nye tiltag har de også været nødt til at ombygge lageret rent fysisk. Altså er det et projekt som strækker sig ud over meget andet end 'bare digitalisering'. Og det strækker sig også ud over lageret. For processen omkring bookning af biler, som skal levere varerne fra logistikcenteret ud til kunderne effektiviseres også.
Samlet set gør projektet Hammel Furniture i stand til at håndtere langt flere varer på den samme tid. Men det gør også deres Dynamics AX i stand til i større grad at understøtte deres arbejdsprocesser. Og så mindsker det øgede antal automatiske registreringer antallet af fejlregistreringer hos virksomheden, samtidig med at de nye tiltag giver mere disciplin i arbejdsprocesserne omkring logistikcenteret.